Slut med dyr enkeltsag:
Kolding overtager igen videoovervåget plejeopgave
KOLDING: I næsten to år er en stærkt handicappet nu 72-årig kvinde blevet passet og plejet af private vikarer, fordi Kolding Kommunes egne hjemmehjælpere nægter at gå ind i hendes hjem, så længe det er videoovervåget. Ægtefællen satte videokameraerne op i voldsom utilfredshed med hjemmehjælpernes arbejde. Nu skal kommunens medarbejdere snart tage over igen, oplyser JydskeVestkysten.
Seniorudvalget vil spare 0,5 mio. kr. ved at hjemtage opgaven, der p.t. løses af Carelink for 2,3 mio. kr. årligt. De hjemmehjælpere, der fremover skal komme i hjemmet, skal udnytte tiden mellem besøgene til at hjælpe andre borgere i distriktet. Det må de nuværende plejere fra Carelink nemlig ikke for at sikre, at hjælpen altid kommer til tiden og er til stede i den aftalte tid. De private hjemmeplejere må således ikke have opgaver hos andre i ventetiden mellem de otte daglige besøg hos kvinden, men gerne gå en tur, shoppe eller læse en bog i deres biler, mens de venter.
Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen (DF) oplyser, at forvaltningen arbejder på at oprette et særligt hold, der ikke har noget imod at arbejde under videoovervågning, og som gerne vil påtage sig opgaven her og i andre hjem, hvor der er helt særlige udfordringer.
FOA underkendt
I september 2021 blev det i Arbejdsretten kendt overenskomststridigt, at sosuerne nægtede at udføre arbejde i et hjem, hvor borgerens mand overvågede deres arbejde med video.
FOA har på vegne af sosuerne argumenteret for, at det har været "til fare for medarbejdernes sikkerhed og sundhed", at de skulle arbejde under video- og lydovervågning, og at det var nødvendigt at nægte at arbejde i hjemmet af hensyn til medarbejdernes "liv, velfærd eller ære". Hovedet på sømmet var, da borgerens mand politianmeldte hjemmeplejen for vold og omsorgssvigt og medsendte en videooptagelse af en plejers arbejde.
Men Arbejdsretten konstaterede, at Arbejdstilsynet havde været inddraget, uden at det førte til påbud eller forbud. Derfor var arbejdsvægringen overenskomststridig, og arbejdet skulle genoptages.
Kommunen valgte dog at sætte et privat firma på opgaven, men går nu altså igen tilbage til kommunal drift.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.